Roskilde Skoleorkester – et nyt tilbud

Roskilde Skoleorkester Tivoli

Roskilde Nord lægger fra kaj i alle tiders musikbykommune og starter et fælles skoleorkester.

Visionen er, at Skoleorkestret kan udbredes til hele Roskilde Kommune, for tænk – hvis Roskilde som Musikby på sigt havde et harmoniorkester, hvor alle børn, der har lyst til at spille på et blæseinstrument kan få mulighed for dette!

Roskilde Skoleorkester er blevet til i et samarbejde mellem Baunehøjskolen, Jyllinge Skole, Lindebjergskolen, Margretheskolen og Roskilde Kulturskole.

Jyllinge Skole og Kulturskolen har gennem nogle år haft et fælles skoleorkester, og det orkester vil vi gerne udbrede til at omfatte alle skolerne her i Nord.

Skoleorkestret startede i Jyllinge i skoleåret 2014/2015, og det er blevet en succes. De har spillet flere koncerter, og hvert år afsluttes med et festligt optog i TIVOLI i forbindelse med Musikskoledage i Tivoli.

Børnene spiller på en masse blæseinstrumenter – bl.a. tværfløjte, trompet, valdhorn, klarinet, saxofon og basun. Alle lærere er professionelle musikere og konservatorieuddannede, så eleverne er i gode hænder

Sammenspil på skolerne

Ca. hver 5. eller 6. uge samles hele Roskilde Skoleorkester til sammenspil, rytmetræning m.m., så alle føler, at det også ”er deres orkester”.

Tegning Mogens Andresen

Disse fællesprøver planlægges på de forskellige skoler, så man skiftes til transport. Vi planlægger selvfølgelig disse fællesprøver, så det er muligt for forældre at transportere børnene. Vi håber, man vil lave aftaler sammen, så man skiftes på bedste ”fodbold-stil”.

Det er gratis at deltage i orkestret. Det første år låner man instrumenter af Kulturskolen, efterfølgende år skal man betale leje af instrumentet ca. 500 kr. pr. år.

Orkestret finansieres af folkeskolerne og Kulturskolen. Hvis orkestret på sigt bliver en succes, så bliver der brug for et driftstilskud – men én ting ad gangen!

Efterlad et svar

Du skal være logget ind for at efterlade en kommentar.

Roskilde Kommune
Kontakt
Roskilde Kulturskole
Planetvej 30 B
4040 Jyllinge

Telefon: 46 31 87 97