Koncert med PRESTO i Helligkors Kirke

Prisbelønnede PRESTO i Helligkors Kirke

Lørdag d. 25. november kl. 15.00 i Helligkors Kirke i Jyllinge er der en enestående mulighed for at høre det prisbelønnede ungdomsorkester PRESTO. Der er fri entré til koncerten.

PRESTO er Region Sjællands symfoniorkester for talentfulde unge i alderen 12-25 år. Orkesteret ledes af dirigent Andreas Vetö og består af ca. 45 elever fra regionens musik- og kulturskoler samt MGK Sjælland. Ved koncerten vil både nuværende og tidligere elever fra MGK optræde som solister.

Orkestret har i løbet af sine første leveår gennemgået en rivende udvikling og blev i 2016 belønnet med DAMUSAs pris ”Årets Musikskole Ensemble” ved en prisoverrækkelse i Tivoli.

PRESTO har spillet adskillige koncerter rundt om i regionen, og i foråret 2017 indledtes et samarbejde med Danmarks Underholdningsorkester og Sparekassen Sjælland.

Derudover har de talentfulde unge spillet flere koncerter i udlandet i forbindelse med orkesterets koncertrejser til USA og Baltikum.

Ved koncerten i Hellig Kors Kirke spiller PRESTO et spændende og varieret program med værker af bl.a. E. Grieg, C. Nielsen, J. Sibelius og W.A. Mozart under ledelse af dirigent Andreas Vetö.

Musikalsk fællesskab

Idéen om et regionalt ungdomsorkester opstod på baggrund af et ønske om, at regionens dygtige, unge musikere kunne mødes i et musikalsk fællesskab på tværs af kommunegrænser for at få udfordringer, som det kan være svært for den enkelte kultur- og musikskole at skabe på egen hånd. Orkesteret begyndte i 2015 som et regionalt projekt, kaldet Projekt Region Sjællands Talent Orkester, i daglig tale PRESTO.

I orkestret fungerer de ældste som inspiration og støtte for de yngste, der får mulighed for at vokse i en tryg atmosfære.  Alle får unikke musikalske og sociale oplevelser og tager den øgede spilleglæde med sig hjem til deres egen musikskole, således at det store samlende fællesskab kan styrke de mindre lokale miljøer.

PRESTO er støttet af midler fra Region Sjællands Musik- og Kulturskoler og Kulturstyrelsen

 

Man kan læse mere om PRESTO på www.presto.nu og www.facebook.com/prestosymfoniorkester

Efterlad et svar

Du skal være logget ind for at efterlade en kommentar.

Roskilde Kommune
Kontakt
Roskilde Kulturskole
Planetvej 30 B
4040 Jyllinge

Telefon: 46 31 87 97